loading

Othello workshop

Nadine Georges Voice Work
Holdets skuespillere startede med at arbejde med teksten allerede i 2005. Det var vores ønske at skabe en forestilling på et mere dybdegående grundlag end det normale 8 ugers prøveforløb. Til dette formål havde vi hyret den engelske voicecoach Nadine George, hvis stemmetræning vi ønskede som grundlag for denne proces. Nadine George giver skuespilleren en teknik til at udforske stemmens egenart, så skuespilleren der igennem kan gestalte sine roller. Shakespeares tekster kræver en stemmeføring som ikke eksisterer i almindelig daglig tale, og derfor er stemmearbejdet en velegnet teknik til at komme ind i Shakespeares univers.

Gennem tidligere arbejde med Nadine George havde vi erfaret, at det tager lang tid at komme i dybden med Shakespeares tekster, og vi ville derfor basere projektet på et langstrakt arbejdsforløb.

Vi ønskede at gøre det klassiske sprog tilgængeligt. Vi ønskede at bearbejde teksten, så den fremstod nutidig, relevant og forståelig. Publikum skulle lade sig rive med af denne billedmættede tekstform. Publikum skulle føle sig som en del af stykket og identificere sig med karaktererne. Disse workshops skulle give skuespillere og instruktør et bredere grundlag for at kunne løse en så krævende tekst som Othello. Den langsigtede proces gav derudover skuespillerne og forestillingen en fælles stilfornemmelse og et samlet udtryk.

Nogle værker er skrevet for at vi skal glemme verden omkring os. Othello er lavet for at vi skal huske den.

Workshoppen blev støttet af Bikubenfonden og Nationalbankens Jubilæumsfond af 1968.